Kurdernes Venner

USA og folkedrabet på kurderne i Irak – fra tilskuer til beskytter?

Bushsenior387920 214004578731665 1649941703 nUSA støttede den irakiske diktator Saddam Hussein, da tusinder af kurderne i Nordirak i 1988 blev dræbt. Penge, udstyr og materiale, der bl.a. blev benyttet til kemiske våben blev sendt til Irak fra USA og den øvrige vestlige verden i 1980’erne. I 2003 væltede USA Saddam Husseins regime, fordi han ifølge USA rådede over masseødelæggelses- og kemiske våben. Hvorfor skiftede USA syn på Saddam Hussein og kurdernes situation?

Min fjendes fjende er min ven – USA's forhold til Irak i 1980’erne :

Folkedrabet i Irak fandt sted mod slutningen af den Kolde Krig i 1988, mens Iran og Irak udkæmpede en blodig og langvarig krig. Begge lande var af stor strategisk betydning på grund af olieforekomsterne og adgangen til vigtige havne ved den Persiske Golf. Derfor forsøgte USA at begrænse Sovjetunionens indflydelse i Mellemøsten.
Krigen mellem Iran og Irak (1980-1988) satte USA i en vanskelig situation, idet USA’s forhold til begge lande var dårligt. Forbindelsen mellem USA og Iran havde været kølig, siden den iranske revolution i 1979, hvor Ayatollah Khomeini blev øverste leder i den islamiske stat. Der var også gensidig mistillid mellem USA og Irak, fordi Sovjetunionen siden 1970erne havde støttet Irak. Denne situation ændrede sig, da Iran med støtte fra bl.a. Sovjetunionen vandt terræn i Iran-Irak-krigen, og den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, der var bange for at miste indflydelse i Mellemøsten, begyndte at støtte Saddam Hussein.

Økonomisk støtte til Irak: 

Første skridt mod USA's samarbejde med Saddam Hussein blev taget i 1982, hvor Irak blev fjernet fra den amerikanske liste over terrorsponsorerende stater. Det betød konkret, at USA kunne støtte landet økonomisk og lempe de handelsrestriktioner, der var pålagt landene på listen. I 1983 besøgte Reagans særlige udsending, Donald Rumsfeld, Irak for at bane vejen for økonomiske og diplomatiske forbindelser. Samme Donald Rumsfeld der senere var forsvarsminister i præsident Bush’s regering, da Bush gik i krig mod Irak. USA iværksatte et låneprogram i 1983, som gav Irak massiv støtte i form af både lån og gunstige handelsaftaler, og i 1984 blev en amerikansk ambassade i Bagdad åbnet. Den økonomiske støtte gav styret i Bagdad mulighed for at bruge flere penge på militær. USA solgte halvmilitært udstyr, såsom computere, fly og helikoptere til Irak og opmuntrede samtidig andre vestlige lande til at handle med landet. Dette fik blandt andet Tyskland til at sælge Irak komponenter, der kunne anvendes i fremstillingen af kemiske våben. USA var optaget af magtbalancen i den politiske konflikt med Sovjetunionen og bekymrede sig ikke meget om, hvad Saddam Hussein ellers brugte den økonomiske støtte til.

Giftgasangreb mod kurderne:

 Under krigen mellem Iran og Irak i 1980’erne kæmpede kurderne i Nordirak på Irans side. Saddam Husseins fætter, lederen af den nordlige afdeling af Baath partiet, Ali Hassan al-Majid, planlagde i 1987 en militær operation mod kurderne, hvis formål var at vende magtbalancen i Nordirak til fordel for Saddam Hussein. Ali Hassan al-Majid havde Saddam Husseins fulde opbakning til sin plan, der ganske enkelt gik ud på at fjerne alle kurdere fra de nordirakiske landområder. Operationen fik kodenavnet ”Anfal”. Saddam Hussein erklærede, at den såkaldte Anfal-kampagne var en del af krigen mod Iran. Operationen mod kurderne var af en så brutal og systematisk karakter, at det hurtigt stod klart, at Anfal-kampagnen var mere og andet end blot en del af krigen mod Iran. Den civile befolkning blev angrebet med kemiske våben, og der blev udført deportationer og massehenrettelser. Anfal-kampagnen blev synonym for folkedrabet i Irak, som fandt sted fra februar til september 1988. Ca. 80.000 kurdere blev dræbt, husdyr i området aflivet, og flere tusinde landsbyer blev jævnet med jorden. 

Tilskuer – USA og folkedrabet i Irak :

USA fik tidligt kendskab til brugen af giftgas mod kurderne, men Saddam Hussein benægtede angrebene og beskyldte i stedet Iran for at stå bag dem. I USA hørte man i begyndelsen næsten intet om folkedrabet, mens det stod på, og den økonomiske støtte til Saddam Hussein fortsatte, fordi man ikke ønskede, at hans position blev svækket i forhold til Iran. Den politiske konflikt med Sovjetunionen og magtbalancen i Mellemøsten havde øverste prioritet for USA. I marts 1988 angreb irakiske styrker den kurdiske handelsby Halabja, som ligger nær grænsen til Iran, med giftgas. Omkring 5000 af byens indbyggere døde. Iran hjalp vestlige journalister til byen, hvorved alverdens tv-seere fik kendskab til giftgassens ofre. USA fordømte angrebet, men nævnte ingen landenavne – officielt, fordi der var tvivl om, hvorvidt det var Iran eller Irak, der stod bag angrebet. Ingen anden vestlig regering fordømte angrebet, og Anfal-kampagnen fortsatte i foråret og sommeren 1988. 
Den amerikanske ambassade i Bagdad sendte en – dengang hemmelig – rapport til Washington, hvor det blev anslået, at ca. 1,5 millioner kurdere var blevet genbosat i lejre, og et ukendt men sandsynligvis stort antal kurdere var blevet anbragt i koncentrationslejre. I august 1988 indgik Iran og Irak en våbenhvileaftale, men de kemiske angreb, massehenrettelserne og deportationerne af kurderne fortsatte. 


Hemmeligt notat til udenrigsministeren :

Saddam Husseins påstand om, at Anfal-kampagnen var en del af Iran-Irak krigen, virkede nu utroværdig, og det skabte uro i den amerikanske administration. En medarbejder i udenrigsministeriets efterretningskontor, Morton Abramowitz, skrev den 25. august et i hemmeligt notat til udenrigsminister George Shultz, at Saddam Hussein muligvis var i færd med en total udryddelse af kurderne i Irak, idet giftgasangrebene var fortsat efter våbenhvilen med Iran. Alligevel valgte udenrigsministeriet at holde lav profil og at undgå at kritisere Saddam Hussein. Fra den amerikanske kongres lød der derimod kritiske røster om Saddam Husseins systematiske udryddelser, og senatet vedtog endog et lovforslag, ”Prevention of Genocide Act”, der skulle bremse den massive støtte til Irak. Reagan var imidlertid imod forslaget, idet han ønskede at bevare et venskabeligt forhold til Irak, og det blev derfor ikke vedtaget. Kort tid efter stoppede Irak angrebene med giftgas på kurderne. Da George Bush (senior) blev præsident i 1989, ønskede han ligesom sin forgænger et venskabeligt forhold til Irak. Saddam Hussein fortsatte uforstyrret med deportationer af kurdere. Op til 1991 måtte kurderne endnu leve med undertrykkelsen, dog i et mindre omfang end under Anfal-kampagnen.

Min fjendes fjende er min fjende – USA og Irak efter 1991: 

Da Irak i august 1990 invaderede nabolandet Kuwait, blev USA's samarbejde med Saddam Hussein afløst af mistillid og fjendskab. I månederne op til Golfkrigen i februar 1991 omtalte præsident Bush for første gang Saddam Husseins overgreb på kurderne over for offentligheden med henvisning til, at en så ond og aggressiv diktator måtte stoppes. I februar 1991 angreb en international koalition med FN-mandat med USA i spidsen Irak – og vandt en hurtig sejr. Retorikken om overgrebene på kurderne overlevede Golfkrigen og blev et symbol på den formodede irakiske trussel. At Saddam Hussein havde gasset sit eget folk og én gang havde anvendt kemiske våben blev et argument mod Irak frem til krigen i år 2003. Når han havde gjort det én gang, kunne han gøre det igen. I månederne efter Golfkrigen opmuntrede George Bush (senior) befolkningen i Irak til at vælte Saddam Hussein, og det opfattede mange kurdere som et løfte om amerikansk støtte. De begyndte en opstand mod Saddam Husseins styre i foråret 1991, men det irakiske regime slog opstanden ned brutalt og blodigt. Der var ingen hjælp at hente fra USA. Kurderne frygtede yderligere gengældelse, og massive flygtningestrømme fra Nordirak på op mellem 2 og 3 millioner mennesker søgte mod hovedsageligt den iranske og tyrkiske grænse, hvor flygtningesituationen blev uoverskuelig, og særligt USA’s allierede, Tyrkiet, ønskede en løsning på flygtningeproblemet. 

Beskytter – USA og kurderne frem til i dag:

 Udvejen blev at skabe en sikker passage, hvorigennem kurderne trygt kunne vende hjem til Nordirak. Amerikanske soldater og fly deltog i en dobbeltoperation: Operation Safe Haven, der skulle skabe sikkerhed på landjorden, og Operation Provide Comfort, som skulle beskytte kurderne mod angreb fra luften ved patruljering af luftrummet over Nordirak. Siden 1992 har den amerikanske regering samlet bevismateriale til en retssag mod Saddam Hussein. Materialet består bl.a. af beviser fra indholdet i de mange massegrave, man endnu finder i Irak, og kunne danne grundlag for en anklage om folkedrab mod kurderne. Præsident Clinton lagde ikke skjul på, at USA's støtte til kurderne og andre irakiske oppositionsgrupper – sammen med planerne om en retssag mod Saddam Hussein – var tæt knyttet til håbet om et regimeskifte i Irak. 

I 1993 underskrev udenrigsminister Warren Christopher en erklæring, der slog fast, at Saddam Hussein havde begået folkedrab mod kurderne. Selvom USA siden 1991 havde opretholdt en flyveforbudszone for at beskytte kurderne, fortsatte problemerne i Irak. Saddam Hussein vedblev at tvangsforflytte dem til forskellige egne af Irak, undertrykke oppositionen og overtræde menneskerettighederne. 

Opretholdelsen af flyveforbudszonerne forbedrede heller ikke forholdet mellem USA og Irak. Tværtimod var årene 1991-2003 fyldt med stridigheder om, hvorvidt Irak overholdt FN-resolutioner, som bl.a. krævede adgang for de internationale våbeninspektører. 
Historien om USA og Saddam Hussein endte med, at USA i sommeren 2004 overdrog Saddam Hussein til de irakiske myndigheder til retsforfølgelse ved det irakiske krigsforbrydertribunal. Han blev som bekendt kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og hængt 30. december 2006.


Av: Maj Vingum

Arbejdsspørgsmål

•Hvilke motiver havde USA til at støtte Saddam Hussein i 1980’erne?

•Kan USA kritiseres for at bruge befrielse af kurderne som et argument for at vælte Saddam, når de tidligere har forholdt sig passivt overfor folkedrabet, eller har USA ret til at skifte politik?

•Har USA en særlig forpligtelse overfor kurderne, når nu disse tjente som argument for at vælte Husseins regime? 


Litteratur:

Jerichow, Anders: Kurderne, Folkedrab på ordre af Saddam Hussein, Politiken 27. januar 2003, særtillæg om folkedrab, s. 14.
Artiklen indeholder fakta og baggrund om folkedrabet i Irak. Den er skrevet i anledning af Auschwitz-dagen i 2003. Godt overblik. Vestermark, Birgitte, Folkemord: Kemiske Ali. Berlingske Tidende 31. marts  2003, 1. sektion, side 5
Historien om ’Kemiske Ali’ og hans rolle i folkemordet i Irak. Salih, Khaled, Anfal: Iraks folkemord på kurderne, Mellemøstinformation nr. 11/2001, 18. årgang.
Denne artikel indeholder dels fakta om folkemordet og dels en diskussion af folkedrabet i Irak ud fra et teoretisk synspunkt. I artiklen gennemgås de forskellige faser af folkedrabet. Den er dog stadig let tilgængelig og systematisk. Iraq’s Crime of Genocide. Human Rights Watch/Middle East Watch. Yale UP 1995.Rapport skrevet af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch. I denne rapport fastslår organisationen, at der er tale om folkemord. Formålet med rapporten var at skabe udgangspunkt for en retssag. Udgangspunktet for rapporten er et omfattende kildemateriale, herunder ca. 350 interview, retsmedicinske undersøgelser af massegrave og undersøgelser af irakiske regeringsdokumenter.




Links: http://www.hrw.org/mideast/index.ph

Link til menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch’s Mellemøstafdeling, som har beskæftiget sig meget med Irak. Det var dem, der første gang talte om folkemord i Irak, og den dag i dag er de meget engagerede i Irak. Der er mange gode debatindlæg, nyheder og artikler om situationen i Irak lige nu.http://hrw.org/campaigns/iraq/#Anfal

Link til rapporter udgivet af Human Rights Watch om Irak, herunder rapporten om folkedrab.




Kild:http://www.folkedrab.dk/sw54419.asp